Tyskland - Alperne, middelalderbyer med bindingsværkshuse og dejlig øl

Tyskland

For mange er Tyskland et gennemfartsland. Et nødvendigt onde - effektivt og kedeligt - som heldigvis er forsynet med udmærkede motorveje, så man hurtigt kan komme væk derfra. Det er en uretfærdig holdning at have.

Tyskland er i sig selv et fantastisk rejsemål. I syd findes Alperne med snoede vandrerstier og frosne bjergtoppe med godt alpint skiløb. München, Bayerns hovedstad, er ikke kun Oktoberfest, men også spændende tung centraleuropæisk historie (mange gamle huse) og moderne ungdomskultur (mange nye natklubber og barer). I syd er Tyskland også afsides beliggende klostre, skummende bryggerier på landet og små nette søer, som gør at man på et hvilket som helst tidspunkt forventer, at et Märklintog (tysk opfindelse) skal dukke op bagved næste sukkertopformede bakke.

Mange danskere forbinder Tyskland med det tætbefolkede Ruhr (industri og dårlig luft, jo, men også byer med puls og udeliv) og Berlin, byen hvor 1900-tallets katastrofer blev planlagt, og som blev delt og blev symbol på den kolde krig. Berlin har rejst sig og genvundet meget af den form, den havde inden forrige århundredes elendighed begyndte, og mere end som så. Potzdamer Platz er på vej til at blive Europas Manhattan.

Kører du mod syd ad Autobahn, må du ikke gå glip af et stop i nogle af Tysklands mange små middelalderbyer: Celle, Bamberg og utallige andre byer. Her er Tyskland tradition og skønhed, bindingsværkshuse og brostensbelagte gader, knirkende hestevogne, store wienerschnitzler og skummende øl - ikke asfalt og beton og trist kønsløs effektivitet.

Header
Subject
Body
Footer