Nyhedsbrev

Seværdigheder og kultur i Barcelona

Barcelona

Barrí Gotic  Byens ældste område og kernen. En af de mest homogene gamle bydele i Europa. Dets historiske centrum er Plaça de Sant Jaume med Palau de la Generalitat, der huser Cataloniens regering. Ønsker du spændende natteliv, da tag til Plaça Reial, hvor du finder byens bedste barer.

La Rambla Gadekunstnere er langsomt ved at forsvinde fra de fleste byer. Er det det overambitiøse og morskabsløse politi og byadministratorers skyld, eller er det blot tidens tendens? Ikke på Rambla’en, en af verdens mest berømte boulevarder.
Når natten sænker sig fyldes den af klovne, mimikere, menneskelige statuer, musikere og andre entertainere af svingende kvalitet. Om dagen er den fuld af boder, der sælger alt fra aviser og blomster, til souvenirs og fugle. Den er enhver besøgendes bedste gåtur, og vi lover, at du vil komme herhen og kigge mindst et par gange per dag. Faktisk består Rambla’en af fem strøg, hver med sit eget navn, den smukkeste er blomsterrambla’en; 'Rambla de les Flors'. Det er dog tvivlsomt, om du vil opdage det, når du vandrer mellem Plaça Catalunya og Monument a Colom (Columbus’ statue).

Monument a Colom For enden af din gåtur på La Rambla står et 60 meter højt monument, som minder os om Columbus’ hjemkomst fra Amerika. Statuen blev bygget i støbejern i anledning af verdensudstillingen i 1888. Bevæbn dig med den nødvendige tålmodighed for at få en tur i elevatoren, der kun tager fire personer med ad gangen. Elevatoren vil føre dig til et galleri ved den store opdagers fødder, der giver et fantastisk udsyn over den gamle by og havneområdet.

La Sagrada Familia  Dens fulde navn er Temple Expitori de la Sagrada Familia, den er en af verdens underligste bygninger, og den er ofte det første symbol, man associerer med Barcelona. Dens arkitekt, Antonio Gaudí, brugte 40 år af sit liv på projektet, de sidste 18 år boede han på selve byggepladsen.

Arbejdet blev påbegyndt i 1882, og da Gaudí døde i 1926, stod mindre end halvdelen af den planlagte katedral færdig. Diskussioner bølger stadig om, hvorvidt byggeriet skal fortsætte eller ej. Dels fordi der er en symbolik i, at arkitekten døde før bygningen var færdig, dels fordi ingen vidste hvilke idéer Gaudí havde med byggeriet, fordi alle hans planer og tegninger er blevet ødelagt af anarkister under borgerkrigen i 1936. Men selv i sin nuværende, ufærdige form gør templet et stort indtryk på alle besøgende. Gad vide om det egentligt ville gøre et større indtryk, hvis det var færdigt?

Når du er der, bør du tage dig tid til at betragte fødselsfacaden, og de fire tårne, der hver er omkring 100 meter høj, såvel som krypten hvor den hellige messe nu holdes. Ligeså betagende er passionsfacaden med meget bevægende skulpturer af Josep Maria Subirach.

Parc Güell I år 1900 påbegyndte Antonio Gaudí et meget ambitiøst projekt bestilt af grev Eusebi Güell; han skulle designe en stor park på et 20 hektar stort område med omkring 60 bygninger til beboelse. Gaudís vilde ideer afskrækkede de fleste af byens mere velstående købere, og derfor blev kun to huse færdiggjort. Han blev endda overtalt til at flytte ind i et af dem. Det er nu blevet til Gaudímuseet – Casa-Museu Gaudí. Andre attraktioner er De 100 Søjlers Hall (der er 89 for at være præcis), Gran Plaça Circular med verdens længste (152 m) bænk og med den nok mest imponerende udsigt over størstedelen af Barcelona.

Casa Mila  Populært kendt som “La Pedrera', der betyder “stenbunken'. Bygget af Gaudí mellem 1905-1911 på bestilling fra den rige Mila familie. Berømt for ikke at have en eneste ret vinkel og designet som et oprør mod enhver tidligere accepteret arkitetonisk regel. Kritiseret og latterliggjort af Gaudís samtidige er det nu formodentligt verdens eneste lejlighedskompleks på UNESCO’s World Heritage Liste.
 
Catedral de Barcelona Kendt som “La Seu' af Barcelonas borgere. Plaça de la Seu udenfor er en af byens bedste mødesteder. Ideel for aftaler og for at fejre nationale ferier med en Sardana-dans. Katedralen er et skoleeksempel på catalansk gotik. Påbegyndt i 1298 hvor byens første katedral fra det sjette århundrede har ligget. De tre kirkeskibe er næsten ens i størrelse, hvilket er usædvanligt. Af de 28 kapeller er der et, Capella de Santa Llucia, som er bygget i rundbuestil. I klosteret holdes nogle hvide gæs, der for mange er den største attraktion.

Museu Picasso Museet, som huser kunsten fra Spaniens mest berømte søn, Pablo Picasso. Typisk beskrevet som byens største attraktion, vil det uundgåeligt skuffe mange besøgende. Grunden er, at samlingen mangler mange af malerens mest kendte mesterværker fra hans fuldt udviklede kubistiske periode. Det, som lykkedes for museet, er imidlertid at beskrive, hvordan Picasso modnede i løbet af hans år som kunstner.

Vila Olimpica For nogle var De Olympiske Lege i 1992 en velsignelse for byen, for andre en forbandelse. I alle tilfælde har mange områder i Barcelona ændret sig dramatisk. En af dem var det gamle industrikvarter omkring havnen. Området var blevet udviklet til en moderne olympisk by, der skulle blive transformeret til lavbudget beboelse efter legene. Modtagelsen af projektet var så positiv, at den olympiske by blev et snobbet højstatus-kvarter med forretninger og underholdning i stedet. De med penge nok og flair for forretning, som valgte at investere i lejlighederne her, kan nu nyde et fint kvarter med en luksuriøs yacht marina, en ren badestrand og en række eksklusive restauranter og barer.

Montjuic En 213 meter høj bakke tilbyder en fantastisk udsigt ud over hele byen. Navnet stammer formodentligt fra en gammel jødisk kirkegård, der lå på Monte Judio. Det var stedet for Verdensudstillingen i 1929 og de olympiske lege i 1992. Stadion’et, Estadi Olimpic de Montjuic, der kan have 70.000 tilskuere, er bestemt et besøg værd, Poble Espanyol der viser forskellige typer af arkitektur fra forskellige provinser i Spanien, Museu National d’Art de Catalunya, det nationale kunstmuseum, beliggende i Verdensudstillingens hovedbygning, og Fundacio Joan Míro, et museum der rummer kunst fra en af Cataloniens største kunstnere.

Header
Subject
Body
Footer